Slide
FIRE TEKSTER - FIRE BOLIGER

Herunder finder du fire udvalgte boligtekster, der fint viser min skrivestil:

SUPER FLOT LEJLIGHED I HJERTET AF KØBENHAVN

Med denne superflotte lejlighed har I bopæl i hjertet af Københavns pulserende liv, der giver jer alt, hvad I måtte ønske inden for kort afstand. I får en bolig smækfyldt med lækre detaljer, smukke materialer og som har masser af lys. Boligen rummer blandt andet to dejlige værelser, og der medfølger et skønt gårdmiljø.

Lejligheden ligger på et strøg uden biltrafik i en af indre bys allermest eftertragtede gader midt imellem Københavns Universitet, Vor Frue Kirke og Rundetårn. Mere centralt bliver det ikke, og hele storbypakken følger med: gode indkøbsmuligheder, eksklusive butikker og et spændende natteliv - alt inden for gåafstand.

KLASSISK KØBENHAVN

Ejendommen er en klassisk københavnerbygning, og på tredje sal finder I boligen, der har en god rumfordeling med nyere køkken og badeværelse. I alle værelser og opholdsrum ligger flotte, nye trægulve, og hele lejligheden er præget af frilagte konstruktionsbjælker, der er med til at forme rummene til noget helt særligt med små nicher og karnapper.

Køkken-alrum og stue ligger i åben forbindelse, og køkkenet er indrettet med lyse skuffeelementer, hvor køkkenbordet er i massivt træ, mens hvidevarerne er integrerede. I alrummet er der plads til et spisebord, og i den charmerende stue kan I indrette jer med et sofaarrangement.

Foto til boligFoto: NeONBRAND

Lejlighedens to værelser har ovenlysvinduer, og det ene har en hel glasvæg med sprosser mod alrummet - en fin detalje, der lader lyset strømme frit. Badeværelset er stilrent indrettet med mosaik på gulvet samt en afskærmet bruseniche, og har samtidig plads til en vaskesøjle.

Den fælles gård har et dejligt miljø med gamle, skyggefulde træer samt borde og bænke. Dertil er der cykelparkering under et halvtag.

Lyder det som jeres drømmebolig? Så kontakt os for en fremvisning.

Ovenstående tekst er på 281 ord.


GENNEMRENOVERET LUKSUS FRITIDSHUS NÆR ARRESØ

Drømmer I om at tilbringe fritiden midt i naturen? Og må den moderne komfort gerne følge med? Så kan dette fritidshus meget vel være det, I drømmer om. Her får I nemlig en gennemrenoveret ejendom med blandt andet sauna, vildmarksbad og udendørs bruser samt to gode værelser og et anneks på en stor grund i naturskønne omgivelser.

Ejendommen ligger fredeligt i et af Nordsjællands populære sommerhuskvarterer. Naturen indbyder til vandreture og kanosejlads på Arresø. Den ligger halvanden kilometer fra grunden, og I får godt 4,5 kilometer til kysten ved Kattegat. Indkøb finder I ved Helsingevej sammen med en bager og en grillbar.

Fritidshuset er lige til at flytte ind i, da det de seneste to år er blevet gennemrenoveret med blandt andet nye gulve og døre i 2016 samt køkken og delvist overdækket terrasse med en Fagerholt-pejs i 2017. Terrassedækket binder på flotteste vis spa-afdeling, anneks og hovedhuset sammen og skaber et smukt helhedsindtryk.

INDE

Inden døre får I et dejligt lyst opholdsmiljø med køkken-alrum og stue i åben forbindelse. Loftet går til kip, og den fine bjælkekonstruktion er synlig, hvilket giver en fantastisk rumfornemmelse. Køkkenet er indrettet med moderne skuffe-elementer med massive bordplader i træ og har integrerede hvidevarer.

I alrummet får I en effektiv brændeovn og en varmepumpe. Hele opholdsmiljøet har fem dobbeltdøre til den omgivende terrasse, og her er masser af plads til både et spiseafsnit og et stort sofaarrangement.

Det ene af de to hyggelige værelser har adgang fra stuen, og det andet ligger ved entréen og har ovenlysvindue. Husets badeværelse er det eneste, der ikke har været igennem renoveringen endnu, men det fremstår alligevel lækkert og velholdt med gulvvarme og en elegant glasafskærmet bruseniche.

…OG UDE

Ejendommens helt store plus er den fantastiske terrasse. Den overdækkede del bliver let til et ekstra rum om sommeren, der både har plads til et langt spisebord samt en opholdsafdeling ved den smukke åbne pejs.
 På det nordvendte areal af terrassen ligger spa-afsnittet og det dejlige anneks. Saunaen er en bygning for sig med direkte adgang fra terrassen. Det er også her I finder ejendommens udhus, der rummer et godt bryggers og et værksted.

Haven ligger ugeneret og omkranset af skovbevoksning. Den megen plads giver gode legeforhold til ungerne, og med et par solsenge kan sommeren nydes i fulde drag med en spændende krimi.


Dette fritidshus skal ses! Kontakt os for en fremvisning.

Ovenstående tekst er på 403 ord.


LÆKKERT FRITIDSHUS AF HØJ KVALITET I SKALLERUP KLIT

Ved købet af dette fritidshus i Skallerup Klit får I ikke kun et lækkert fritidshus af høj, håndværksmæssig kvalitet. I får samtidig en beliggenhed i åbne omgivelser og med panoramaudsigt til Vesterhavet ved Jammerbugten. Dertil er der blandt andet hele fire dejlige værelser og to badeværelser samt et terrasseområde, der på fineste vis sammenbinder hus og carport.

NÆR VANDET

Fra adressen er der blot få hundrede meter til Skallerup Strand, der indbyder til solbadning og surfing, når sommeren viser sig fra sin bedste side. Der er godt en kilometer til et supermarked, og det tager et kvarter på cykel til Lønstrup længere nede af kysten, som har både fiskehandler og restauranter.

Huset fra 2004 fremstår flot vedligeholdt. Det har smukke trægulve i alle værelser og opholdsrum. Stuens loft til kip har sammen med store vinduespartier skabt et spændende og lyst rumforløb.

Entré, stue og køkken ligger i åben forbindelse, og med de træbelagte lofter skabes der et imponerende helhedsindtryk. Køkkenet er indrettet med hvidevarer i børstet stål og lyse HTH-elementer, et mærke der også bruges på værelserne og på badeværelserne.


Foto til boligFoto: Marc Najera

NYD UDSIGTEN

Fra stuen er der udgang til den fantastiske terrasse. Rummet har masser af plads til både et spiseafsnit med et langt bord samt et sofaarrangement, hvorfra I kan nyde udsigten og varmen fra en knitrende brændeovn.

De fire værelser er placeret rundt om opholdsmiljøet, og et enkelt har dobbelte glasdøre med adgang fra terrassen. Det ene badeværelse er indrettet med afskærmet bruseniche og vaskesøjle, mens det andet har både sauna og spabad med havudsigt.

Det er især den vidunderlige udsigt og den lækre træterrasse, der skaber rammen om udelivet. I får god plads til haveborde, solsenge og eventuelt en hængekøje at dase i.

Dette fritidshus skal opleves! Kontakt os for en fremvisning.

Ovenstående tekst er på 304 ord.


FAMILIEVILLA I BRØNSHØJS BØRNEVENLIGE OMGIVELSER

I kan nu blive de heldige ejere af denne skønne murermestervilla på Bakkekammen i Brønshøj. Huset er på tre etager og rummer tre dejlige værelser, tre badeværelser og har masser af lækre detaljer. Dertil er underetagen flot og anvendelig, og ude kan I glæde jer til en frodig have med to dejlige terrasser.

Villaen ligger i et særdeles børnevenligt kvarter i Brønshøj, hvor naboskabet er i top, og der fra adressen er under et kvarters gang ad fredelige villaveje til Husum Skole. Der er samme afstand til en daginstitution, hvor I finder gode indkøbsmuligheder lige i nærheden, mens naturskønne områder som Utterslev Mose og Fæstningskanalen indbyder til en god travetur i fritiden. 
I får godt fem minutters gang til Husum Station, hvorfra S-toget kører til hjertet af København, og der er få minutters kørsel til Motorring vej 3, der let forbinder jer med resten af Storkøbenhavn.

VELHOLDT KVALITET

Den gedigne villa er opført i 1953 og fremstår utrolig flot vedligeholdt. I får hele 196 etagemeter at brede jer på, og i alle værelser, gangarealer og opholdsrum er der smukke parketgulve. Overalt er der brugt lækre kvalitetsmaterialer, som er med til at understrege den rare atmosfære.

I stueplan er det især det store opholdsmiljø, der løber med opmærksomheden. Her får I stuen i åben forbindelse med køkkenet, der har god arbejdsplads og er funktionelt indrettet med med moderne skuffeelementer. Dertil kan I nemt arrangere en hyggelig spisekrog ved vinduet, hvor morgenkaffen kan nydes. Og med en glasdør til en hævet træterrasse, kan måltidet let rykkes udenfor.

Stuen har gode indretningsmuligheder, og kvadratmeterne rummer nemt et spiseafsnit og et stort sofaarrangement. Fra store vinduer strømmer lyset ind og skaber en let stemning, og herfra er der udgang til endnu en terrasse.

Stueplanet har desuden et hyggeligt værelse, der oplagt kan bruges som TV-stue, og ved siden af ligger et stilrent badeværelse med siddebadekar, terrazzogulv og delikate detaljer.

Følger I det fine trappeforløb til førstesalen, finder I de to resterende værelser og boligens andet badeværelse. Begge værelser har godt med skabsplads til opbevaring af garderoben, og etagens badeværelse er ligeledes indrettet med et badekar.

Underetagen er høj og har egen indgang samt gulvvarme overalt. Her finder I villaens lune bryggers samt et tredje badeværelse med bruser. Derudover er der to disponible rum med store vinduespartier og masser af lys.

Ude venter den hyggelige og ugenerede have med hele to solrige terrasser - den ene er stenbelagt med en trappe ned til haven, og den anden fungerer som en pergola, hvor beplantning skaber en skyggefuldt overdækning til sommerens lune dage. Dertil får I en carport samt et skur til cykler og haveredskaber.

Lyder denne skønne villa som jeres drømmebolig? Så kontakt os allerede i dag for en fremvisning.

Ovenstående tekst er på 462 ord.

error: Indholdet er beskyttet!!